EVENTYRET OM KATTEN OG MANDEN.

 

Der var en gang en kat, som var født blandt 4 andre killinger  i et stort hus,hvor en stor familie boede.   

Der var altid liv i huset, der var mennesker og katte alle vegne, og der skete altid et eller andet. Børnene og kattene var lige gode til at rode det hele til, det kunne ikke betale sig at rydde op, det blev alligevel rodet

til igen. Og da det nu var sådan, var alle så vant til rod at mennesker og dyr ikke rigtigt lagde mærke til hinanden. Det var bare noget der var der.

Det hændte engang imellem at de gamle katte fortalte til de unge katte,

at engang var katte og mennesker sjælevenner, det var sådan at katten altid vidste hvad mennesket følte og tænkte og omvent. De elskede hinanden,og det gjorde

at de var uadskillige.
Selvom at de var km fra hinanden,vidste de om den anden havde det godt. Det skete ofte dengang at katte  reddede mennesker fra døden, netop fordi at de var telepatisk i kontakt.

Men de tider er forbi, sagde en af de gamle katte, menneskerne lægger knapt nok mærke til os mere.

Vi katte var vores egne herrer, og ikke underlagt mennesket, men nu gør  vi alt bare for noget mad.

De kæler ikke med os mere, og vi har snart glemt hvordan vi smyger os op af deres ben, imens vi spinder. Nu jager de os bare væk.

Den lille ny kattekilling spurgte, hvorfor kalder de mig kisse kat ? Jeg ved at jeg hedder noget andet.  
Jeg ved bare ikke hvad endnu.

Når du ved hvad du hedder så har du fundet dig selv,  så sender du mennesket et billede i tanken .,.så skal mennesket, modtage det og så ved det hvad du hedder. Men problemet er at mange mennesker har glemt at

lytte til katte. Og endda glemt at lytte til sig selv, det vil sige til sin sjæl. Så må vi lede efter en der stadig kan, hvis vi vil. Man kan også bare være ligeglad, og bare lade mennesket  kalde en for det de finder på, men faren er at du kan glemme hvem du selv er. Du vil altil have en længsel efter din sjæleven, for at se din egen sjæl igennen ham.

    

Nu hørte alle kattene at en dåse blev åbnet, det var signalet for mad. Alle kattene styrtede ned af trapperne med kurs mod køkkenet, her kastede de sig over maden med en skubben og masen. Men hvis kattene sloges for meget så tog konen i huset en kost  for at

skille dem ad. Andre gange irriterede kattene hende bare fordi hun syntes at de var i vejen for hende.

En dag skete det at den lille kat huskede sit navn,det havde været der hele tiden,nu vidste den hvem den var, den følte sig glad og fri. Det var som om at den for første gang så sig selv og verden.  Den ledte efter et

menneske som den kunne sende sit navn til. Men ingen af dem gav sig tid til at lytte til dens signaler.

En dag blev alting anderledes, da den sædvanlige katte dåse blev åbnet løb den ikke med de andre, og da den kom ned i køkkenet og så hvordan de andre katte sloges om maden, gik den lige forbi dem og videre ud af døren, ud i det fri og videre ud i verden, for at finde en som ville kende dens navn. Det var ikke noget den havde planlagt, det blev bare sådan.

Det var en ny og befriende følelse, som den ikke havde følt før. Da den gik der på vejen opdagede den, at den følte sig tryk herude i den store verden, det var som om den vidste hvilken vej den skulle gå. Katten gik

af mange veje og stier, den oplevede mange ting, men til sidst kom katten til et hus med en stor have. Den mærkede at det var her dens søgen skulle ende, her var en stærk energi. Katten ledte efter et hul i hækken, og da den kom ind i haven så den en mand som sad og læste i en bog.

Katten vidste med det samme at det var ham den havde ledt efter,den gik forsiktigt hen til ham og gav sig til at mjave og sende billeder af sit navn.

Manden kiggede forbavset på katten, men efter at have lyttet på katten et øjeblik, sagde han; ser man det, jamen velkommen til dig lille Mirre, han rakte sin hånd hen til den og  Mirre slikkede hans hånd som tegn på at den ville være gode venner. Manden kendte dens navn, og katten kendte også hans navn.

Du er nok sulten Mirre, kom med så skal du få al den mad du kan spise. Det var som om at Mirre kendte manden og huset, det føltes helt rigtigt.

Da Mirre var mæt lagde den sig i en stol som den kunne mærke var dens. Det føltes  så dejligt  at have fundet hjem, den kunne høre  manden rumstere ude i køkkenet, og da han kom ind i stuen satte han sig i sofaen og kiggede på Mirre.

Mirre hoppede straks ned på gulvet og op i mandens skød hvor den lagde sig behageligt til rette.

Manden strøg Mirre over pelsen, det var en rar fornemmelse, som den ikke havde prøvet før.. NU  var det  som om at den forstod  hvad den Gamle kat havde sagt, at menneske og katte kender hinandens Sjæl.

Den kunne mærke sin værdi og den var fri nu da den turde være sig selv, erkende sig selv som en kat som hedder MIRRE,  jeg er denne sjæl,

 "Jeg er " Jeg hviler i  fred der hvor jeg hører hjemme.

Igennem mandens sjæl oplevede katten sin sjæl.

Også manden følte sig godt tilpas, det var dejligt at  mærke Mirres pels, dens varme, det var længe siden han havde følt sig sådan indeni.

Det var skønt at føle denne samhørighed, en varm følelse havde bredt sig i hans hjerte, og en vidunderlig glæde strømmede igennem ham.

Hvad er dette for noget ? tænkte manden forundret,jeg føler mig levende igen,  da han i sin tid skiltes fra sin kone, havde han følt at noget inden i ham langsomt var ved at dø.  Men nu var det som om  Mirre  havde

genoplivet hans kærlighedsfølelse, det var en følelse af  at hans hjerte havde åbnet sig igen, og var et med hans sjæl, han begyndte at lytte til sin sjæl, hvad er det den vil fortælle mig? huske mig på? Da forstod han at den sagde: Husk livet, det levende liv, husk at være levende,

husk kærligheden.!

Manden kom i tanke om den gamle historie om at katte og mennesker skulle være sjælevenner. Nu vidste han at den var sand, også hvorfor og hvordan det føltes, pointen var  at de kunne minde hinanden om at

lytte til sin sjæl og dermed gøre kærligheden levende.

Mirre nød det fælles nærvær, den tænkte på den gamle kats fortællinger, og nu vidste også den at de var rigtige og følte at alt var godt.

De følte sig begge lykkelige, deres sjæle fortalte at der kun fandtes kærlighed, og det var den som bragte dem lykke og fred. Det var som om de vidste at et nyt liv netop var begyndt. Nu kendte de kilden til selve livets evigt strømmende kraft, de skulle bare være stille og lytte til deres sjæl, så ville dens historier fylde deres hjerter med al den visdom og kraft de behøvede for at leve et levende liv.

De havde mødt deres sjæl, den uudtømmelige kilde til visdom og kærlighed, den kilde der fyldes af universets evige spirituelle kraft, som strømmer igennem din og alle sjæle.

Igennem vores sjæl er vi alle et med hinanden.        Gunhild.